
Jeg bloggede på et andet domæne i mange år. Jeg var anonym og tænkte, at man ikke kunne blogge som psykolog. Som jeg sidder her i sofaen, med computeren på skødet, har jeg svært ved at huske hvorfor jeg havde den overbevisning. Jeg tror at det mest handlede om, at jeg også skrev om ret personlige ting som hud, udseende og graviditet.
Måske er det på en lidt anden måde, men jeg gør det jo også på dette domæne. Fx har jeg skrevet om depression under graviditet og et af de første indlæg var “Dengang jeg selv havde en depression“.
Når jeg har klienter er det minimalt hvad de ved om mig, og det er meget få klienter, der egentlig spørger. Når de er hos mig, handler det jo om dem! Ind i mellem bliver jeg spurgt om jeg har børn, men det er ofte eneste spørgsmål.
Da jeg bloggede på det andet domæne havde jeg en forestilling om, at klienter ville synes det var upassende og mærkeligt at kunne læse mere private ting om deres psykolog på nettet. Det er bestemt også muligt, men jeg vurderer at det alligevel er det værd. Nettet gør det jo muligt at nå ud til mange flere, og jeg har noget på hjerte, som jeg gerne vil dele. Nemlig at det vi indtager også har en betydning ift. vores psykiske velbefindende. Og det indebærer (for mig) også at give et indblik i, hvordan den sammenhæng konkret udspiller sig og har udspillet sig i mit liv.
Og jeg er bestemt ikke alene om at have noget på hjerte, på nettet. De her 3 inspirerende psykologkvinder blogger også:
- Psykolog Camilla Holmgaard blogger ugentligt om stort og småt på http://www.psykologcamilla.dk/blog/
Hun inspirerer mig især som forretningskvinde. Hun deler i øvrigt meget ud af sig selv på hendes blog og afholder kurser om at lykkes som selvstændig psykolog, hvilket jeg synes er både modigt og spændende. - Psykolog Anne Elisabeth Traulsen blogger på https://klinikforfunktionelpsykologi.dk/bloggen/. Jeg er også optaget af funktionel medicin – og funktionel psykologi – der kigger bag symptomerne og behandler mere helhedsorienteret.
- Psykolog Birgitte Sølvstein blogger på http://soelvstein.dk/blog/. Jeg er oprindeligt faldet over hende, da hun har en rigtig fin podcast, der hedder Psykologen i Øret. Hun arbejder især med stress og udbyder onlineforløb.
DEL INDLÆGGET
KONTAKT
Anne Mette Hvidtfeldt Ravnmark
/ved klinik Psykolog Centrum