Hvor ofte får du pasta med kødsauce til aftensmad? Mit gæt er: ret ofte?
I min egen (børne)familie kommer der kødsauce på bordet, nærmest hver eneste uge.
(Fun fact: Ifølge en dansk befolkningsundersøgelse svarer hele 6 ud af 10 danskere at de ofte laver pasta med kødsauce til aftensmad. Så dig og mig, vi er ikke alene om kødsaucen.)
Sådan en kødsauce kan godt blive liiidt triviel og kedelig. Men det er der en løsning på. Eller faktisk får du her hele 7 løsninger, der ikke kun gør kødsaucen mere spændende – men også sørger for, at du giver din krop en masse humørvigtige næringsstoffer, så du får tanket op på både energi og godt humør.
Her er 7 tips til din kødsauce – så den bliver smækfyldt med humørvenlige næringsstoffer (og også langt mere velsmagende):
Tip 1)
Vælg græsfodret oksekød (det betyder at dyrene har fået lov at spise det, som de er beregnet til at spise = græs), hvis din økonomi kan være med til det. Det indeholder en lidt bedre fedtsyresammensætning (mere af de sunde omega 3) end supermarkeds-oksekød. Du finder det typisk på nettet. Du kan fx tjekke: Hedeagergaard eller Gaardmester ud.
Tip 2)
Steg løgene bløde og brune i smør. Steg dem ved lavere varme end du ellers vil og giv dem så tid til at karamellisere en smule. Det giver en helt fantastisk smag.
Tip 3)
Tilsæt lidt finthakket lever til din kødsauce. Jeg bruger ca. 75-100g lever pr. 500g hakket oksekød. Det smages ikke, men løfter næringsindholdet (vitaminer) til nye højder. Min familie opdager det aldrig.
Tip 4)
Tilsæt hjemmekogt fond til din kødsauce, det løfter både smag og næringsindhold gevaldigt. Koger du ikke din egen kan du google ”køb bone broth”, så kommer der en del fine muligheder op for at finde en færdig udgave.
Tip 5)
Form små bøffer og steg dem i gryden ved lidt hård varme, så de får en stegeskorpe, men stadig er helt rå inden i. Stegeskorpen giver fantastisk smag til retten. Derefter moser du bøfferne ud og i stykker med en grydeske og fortsætter med at lave kødsaucen. Hvis du kommer alt kødet i gryden med det samme, og dækker hele bunden, bliver kødet ofte mere kogt end stegt.
Tip 6)
Tilsæt et par ansjoser (og frys fx resten ned i små portioner, så du har til en anden gang) og lad dem smelte ud i kødsaucen. De giver smagen dybde (og umami) og gode næringsstoffer – fx humørvigtig omega 3.
Tip 7)
Giv den tid til at simre. Og gerne mere end 1 time – den smager desuden altid bedre på 2. dagen. Husk at lave en stor portion!
Og lige et enkelt bonus-tip:
Drys gerne din portion med lidt revet, god økologisk parmesan ost. Parmesan er humørmad, fordi det indeholder både tryptofan og tyrosin, der er byggestoffer til de humørvigtige signalstoffer: serotonin og dopamin.
Hvilke(t) tip vil du bruge næste gang du laver kødsauce?