Dengang jeg selv havde en depression..

For 10 år siden, i midten af 2.g havde jeg en periode på 3 måneder hvor alt var tungt. Jeg bar på en dyb følelse af u-lykke. Jeg husker at komme hjem fra skole og sidde og græde på køkkengulvet indtil mine forældre vendte hjem fra arbejde. Jeg husker at alt føltes meningsløst og jeg husker at have mistet appetitten og at kaste op efter at havde spist en halv grapefrugt.

Når jeg ser billeder af mig selv fra den gang, ser jeg tynd og bleg ud. Jeg ligner en tom skal, og det var også sådan jeg følte det. Jeg husker følelsen af ikke at have lyst til at være mig.

Udviklingen
Forud for de tre tunge måneder var et dødsfald i min familie, et brud med en gymnasiekæreste og en periode med grænseoverskridende adfærd fra faren i den franske værtsfamilie jeg boede hos.
– og et angstanfald i flyet, på vej hjem fra udvekslingsopholdet i Frankrig.

I dag forstår jeg virkelig godt, at der kom en reaktion oven på de belastninger jeg mødte i den periode.

Afviklingen
Efter en måneds tid begyndte jeg hos en psykolog. Hun arbejdede kognitivt og forløbet hos hende gjorde, at jeg fik ændret nogle af de overbevisninger jeg havde og var fanget af.

Jeg husker særligt tre ting fra forløbet, som dybt forandrende:
1) Spørgsmålet: Kunne de tænke noget andet? (Til min fortælling om hvordan tre piger fra gymnasiet kiggede på mig, havde ondt af mig og syntes at jeg var mærkelig og grim)
2) Spørgsmålet: Hvor ser du dig selv om 10 år? (Der var en kæmpe øjenåbner, fordi jeg var totalt og aldeles fanget i mine følelser og ikke havde øje for at der var en fremtid).
3) Opfordringen til “at være” en anden til en fest jeg skulle til. Jeg kan huske hvor befriende det føltes, at få en lille pause fra at være mig.

Depression kan føles som en tung dyne eller en tæt tåge. Og jeg husker da tågen lettede! Den gjorde det langsomt og som en dans med to skridt frem og et tilbage. Tågen kom forbi på korte visit helt op til et år efter, men besøgende blev mere og mere kortvarige.

En klassisk historie
Det her er, i min optik, en meget klassisk historie om at udvikle og afvikle en depression. Det min historie, ikke fortæller, er, at jeg under mit ophold i Frankrig tog 5 kilo på og spiste usandsynligt mange pain au chocolat (fedtet wienerbrød med chokolade). Tager jeg kostvejleder-hatten på, så har min kost under udvekslingsopholdet helt sikkert ikke været optimal for mit tarmmikrobiom. Både vægtøgning og depression vidner om øget inflammation i kroppen.

Var jeg kommet ud af depressionen alene ved at ændre på min kost? Måske ikke, men jeg tror i dag, 10 år efter, at det kunne være gået hurtigere og lettere, hvis der dengang både var sat ind med terapi og nærende kost.

DEL INDLÆGGET

KONTAKT

Anne Mette Hvidtfeldt Ravnmark
/ved klinik Psykolog Centrum

Medlem af: